Arbejdet skal tilpasses livet

Employee Value Propositions til fremtidens arbejdsmarked

Selvom økonomien i Danmark oplever modvind, ligger ledigheden stadig på det laveste niveau siden 2008, og employer branding har aldrig haft større fokus i virksomhederne.

”Livet er kort, og jeg vil ikke arbejde det væk”

I kølvandet på pandemien har vi været vidne til et paradigmeskift på arbejdsmarkedet, hvor tiden derhjemme gav os en kollektiv gennemgang af, hvordan vi bruger vores individuelle tid. Dette har rejst eksistentielle spørgsmål om, hvad vi egentlig vil have ud af livet, og hvad der er virkelig vigtigt for os. Tidligere har vi affundet os med, at hamsterhjulet er en præmis for hverdagslivet, men nu begynder vi at se nye muligheder, hvor arbejdet ikke fylder alt.

Globalt har vi oplevet fænomenerne “lying flat”, “quiet quitting” og “act your wage” – alle et opgør mod udbrændthed og stress, men desværre nok også blot en symptombehandling på det egentlige problem, der handler om at skabe det meningsfulde (arbejds)liv for sig selv.

Mulighed for virksomheder

Her ligger en vigtig mulighed for virksomhederne.

Som virksomhed skal man orientere sig mod sine medarbejderes liv og sikre sig, at man udvikler de rette Employee Value Propositions (EVP) til dem. Med EVP’er menes de løfter, man giver (og opfylder for) sine medarbejdere, altså egentlige medarbejderfordele og belønninger for deres indsats på arbejdspladsen. Her er det ikke nødvendigvis lønnen, der afgør, om man kan tiltrække og fastholde de rette medarbejdere, men nærmere et spørgsmål om, hvorvidt virksomheden kan hjælpe personen med at udleve det liv, som vedkommende ønsker.

En Employee Value Proposition bør derfor altid være svaret på:

Hvorfor vil man som medarbejder arbejde i eller blive i virksomheden?

Hvad motiverer en til at gå på arbejde?

Og hvorfor vil man anbefale virksomheden til venner og familie?

The Human Deal 

Analyse- og konsulentvirksomheden Gartner har på baggrund af et studie (research af 5.000 medarbejdere og 85 HR-ledere) identificeret fem komponenter i "The Human Deal", som arbejdsgivere bør stræbe efter at efterleve i deres Employee Value Propositions. Ifølge Gartner kan virksomheder øge medarbejdertilfredsheden med 15% ved at opfylde medarbejdernes behov i disse fem komponenter.

Gartners Human Deal-model kan bruges som et framework til at sikre sig, at man kommer omkring alle aspekter af de emotionelle og funktionelle behov, når man udvikler sine Employment Value Propositions.

I de følgende afsnit belyser vi modellen med danske øjne og eksempler.

Radical Flexibility

Den første komponent handler om at give medarbejderne selvstændighed og fleksibilitet i alle aspekter af deres arbejde.

En vigtig trend i dagens arbejdsmarked er den hybride arbejdsplads, hvor medarbejderne har mulighed for at arbejde både hjemmefra og på kontoret. Ifølge Center for Ledelse ønsker hele 75% af danskerne minimum to hjemmearbejdsdage om ugen. Forskning viser, at medarbejdere bliver mere produktive af at arbejde hjemmefra, og amerikanske undersøgelser viser endda, at 35% fravælger en virksomhed, hvis ikke muligheden for hjemmearbejde er til stede.

Radical Flexibility - den hybride arbejdsplads

For de fleste medarbejdere (70%) er behovet for fysiske arbejdsdage på kontoret i højere grad relateret til social interaktion og samarbejde med kolleger, end det er relateret til at dele viden om opgaver og faglighed (37%).

Desuden kan fleksibilitet i arbejdstiden være afgørende for mange medarbejdere, især for dem med børn eller andre forpligtelser, der kræver en mere tilpasset arbejdsplan. Fx har mange delebørnsforældre et behov for at tilpasse de ”lange” og korte ”uger” efter, hvornår man har børnene hjemme, ligesom mange blot gerne selv vil bestemme, hvilket tidspunkt at døgnet, man ønsker at udfylde arbejdet i, således at arbejdet tilpasses livet – og ikke omvendt.

Deeper Connections

Deeper Connections handler om at opbygge og styrke relationerne mellem medarbejderne. Som arbejdsgiver er det vigtigt at have fokus på at skabe en god medarbejderkultur og samtidig tilbyde støtte, hvis medarbejderne udfordres på hjemmefronten. Ifølge en undersøgelse fra Jobindex har 69% af alle medarbejdere følt sig ensomme på deres arbejdsplads, enten på grund af manglende faglig opbakning, personlig ensomhed som eksklusion fra fællesskabet eller fysisk afstand, som kan være en følge af at arbejde langt fra afdelingen eller andre kollegaer, i en anden lokation, eller alene på stuen eller vagten. Danske studier viser, at jobglæden og den mentale trivsel øges med 23%, når medarbejdere har en stærk relation til deres kollegaer.

Jobglæden og den mentale trivsel øges med 23%, når medarbejdere opnår en stærk relation

Holistic well-being

I holistic well-being ligger mange af de klassiske Employee Value Propositions som løn, pensionsordning, ferie og sundhedsordning. Her handler det ikke kun om at tilbyde medarbejdergoder, men i høj grad om at få medarbejderne til at gøre brug af dem og ikke føle skam ved dem. Kun hver 10. dansker bruger sin sundhedsordning, fordi man nødigt vil ”nasse” eller virke sårbar ved at opsøge hjælp. Samtidigt ”sjat-arbejder” to tredjedele af danskerne, når de holder ferie. Man står til rådighed, hvis der kommer mails eller opkald, fordi det anses som en forventning fra arbejdsgiveren, at man er tilgængelig. Derfor handler Holistic Wellbeing ikke blot om at tilbyde en række ydelser til medarbejderne, men i høj grad også at sikre sig, at de aktivt bruger dem, og at der ikke er stigmatisering forbundet med dette.

Holistic Wellbeing - Sørg for, at medarbejderne gør brug af sine personalefordele.

Personal Growth

I komponenten Personal Growth er det vigtigt, at medarbejderne føler sig værdsatte og anerkendt for deres arbejde, samtidig med at deres personlige vækstmuligheder i virksomheden tilskyndes og understøttes. Den nye generation Z er vokset op med et læringsmiljø og en skolegang præget af feedback, dialog og anerkendelse. Dette er også den måde, hvorpå de ønsker at lære og udvikle sig i deres arbejdsliv. Selvom de er meget selvstændige, har de stadig brug for hyppig feedback og anerkendelse frem for styring.

Personal Growth - Især Generation Z har brug for en høj frekvens af anerkendelse og feedback

Shared Purpose

Shared Purpose i The Human Deal er essentiel for alle virksomheder. Den stærke, fælles fortælling om virksomhedens Purpose skal ikke blot opleves af kunderne, men også mærkes og efterleves af medarbejderne. Employer branding må derfor aldrig adskilles fra virksomhedens Purpose, men skal udspringe af et og samme; Hvad virksomhedens kernefortælling er udadtil, bliver også medarbejdernes ledestjerne. Derfor er det essentielt, at man som virksomhed identificerer et Purpose, der for medarbejderne giver mening, og at man som medarbejder har en klar forståelse af sin rolle i forhold til det overordnede Purpose.

Den stærke, fælles fortælling om virksomhedens Purpose skal mærkes og efterleves af medarbejderne.

Hvor starter man?

The Human Deal kan bruges som et framework til at sikre sig, at man kommer omkring alle aspekter af de emotionelle og funktionelle behov, når man udvikler sine Employment Value Propositions. Som virksomhed eller organisation bør man dog som det første identificere, hvilke behov de eksisterende medarbejdere og mulige kandidater har i forhold til arbejdspladsen og arbejdslivet. Når alle medarbejderbehovene er identificeret og prioriteret, kan man udvikle de EVP’er, som virksomheden skal efterleve for at tiltrække de rette kandidater og fastholde medarbejdere.

 

Kontakt os, hvis du ønsker at høre mere om Employer Branding og vores metoder til at udvikle stærke Employer Value Propositions.

Previous
Previous

Trend: Self Love